Min far som sportsforælder #2: “Far forlod mig”

Janne Reffstrup Mortensen

Janne Reffstrup Mortensen

Sportspsykologisk konsulent hos Mental Motion
Janne startede Mental Motion tilbage i 2010. Siden 2012 har Janne yderligere været en del af Team Danmark’s eksterne sportspsykologiske netværk, og er derfor tilknyttet flere landshold og topatleter. Janne har desuden startet Danmarks første online mødested for sportsforældre 'Sidelinjen'.
Janne Reffstrup Mortensen

Kulmination med min far

Far syntes, jeg var dårlig…

(af Philip Ørnø, Tidligere Professionel Tennispiller og nuværende elitetræner)

Læs første del af fortællingen om Philip og hans far HER)

 

Jeg elskede at spille på hjemmebane i Helsingør. Her følte jeg, at jeg var stærkere, hurtigere og bedre. Her vidste jeg præcis, hvordan boldene hoppede, hvordan vinden blæste og hvordan gruset føltes at glide på. Jeg havde også publikum med mig. Jonas, de andre børn i klubbens forældre, min far, min mor, min søster og de ældre medlemmer var der alle sammen, når der var Kronborg Open. Her følte jeg, at jeg kunne imponere. Jeg kunne vise alle, hvor god jeg var. Jeg kunne vise far, hvor god jeg var blevet, hvor mentalt stærk jeg var. Når jeg gik ind på banen, var jeg totalt fokuseret på at kæmpe til det sidste for at vinde. Det gjorde jeg ofte.

Jeg hadede at spille på hjemmebane. Lige så snart, jeg trådte ind på banen, fik jeg et sus i maven. Suset var et ubehag. Mine hænder blev svedige, min mund blev tør, mine ben føltes tynde og usikre, som istapper fra tagrenden, der kunne knække hvert øjeblik. Mit blik flakkede. Der føltes uendeligt langt fra døren til bænken ved dommerstolen, hvor jeg skulle sætte tasken og vandflasken. Når min modstander og jeg begyndte på de obligatoriske fem minutters opvarmning, følte jeg, at alle stirrede på mig. Alle ville se, hvordan jeg spillede, hvordan jeg servede, hvordan jeg slog baghånd, hvor godt jeg opførte mig og hvordan jeg slog forhånd. Åh gud, min forhånd!

 

Min nervøsitet smittede af på far

Dette var en kamp, hvor jeg hadede at spille på hjemmebane. Jeg var så nervøs, at spillet ikke flød. Mine muskler spændte helt op som en krampetrækning, hver gang jeg skulle slå til bolden og mine bevægelser var tunge og langsomme. Jeg skulle virkelig anstrenge mig meget for bare at holde bolden i banen. Og det blev så målet: Lad være med at misse! Få bolden i banen! Far pacede rundt udenfor banen under egetræet med piben i munden. Min nervøsitet smittede af på ham, så han trippede rastløst rundt i skyggen. Jeg kunne se hans sammenbidte ansigt lyse op, hver gang han satte ild i tobakken.

Den dag var jeg ikke så god til at holde bolden i banen. Jeg kunne ikke få mine slag til at fungere, og jo mere jeg missede, jo mere nervøs blev jeg, jo flere øjne havde jeg rettet mod mig, jo mere forkrøblet blev min forhånd. Jeg kunne mærke nederlaget i kroppen, og jeg kunne ikke ryste det af mig. Jeg råbte og skreg og kastede med ketsjeren. Hvorfor kan jeg ikke bare spille ordentligt!? Hvad sker der med mig?! Jeg spiller så dårligt! Efter hver tabt bold, kiggede jeg på far, for at få hjælp, et råd, et kærligt blik, bekræftelse… et eller andet. Han prøvede med adskillige fagter og mimik. Intet trængte igennem til mig.

 

Far vendte sig om og gik!

Efter at have tabt første sæt og være bagud i andet, blev det for meget for far. Da jeg missede endnu en forhånd i nettet i vrede og frustration, kastede han hovedet bagover for derefter at kigge ned i jorden og ryste på det. Det hvinede koldt i min krop og jeg råbte ud til ham igennem tårerne: ”SÅ SIG HVAD JEG SKAL GØRE!!!” Far blev tom i blikket. Så vendte han sig om og gik sin vej, forbi klubhuset, ud af anlægget og ude af mit åsyn.

Far havde forladt mig. Han syntes, jeg var pinlig. Eller for dårlig. Hvorfor gik han, tænkte jeg, mens jeg gik igennem spillets bevægelser uden at være til stede. Blev han sur på mig? Nej, han er bare skuffet over mig, over denne kamp, over at jeg igen fejlede på det mentale. Alle de gode kan jo holde sammen på det. Hvorfor kan jeg ikke det? Hvor er han gået hen? Er han kørt? Jeg kan jo heller ikke en skid! Selvfølgelig taber jeg den her kamp. Jeg er så pisse dårlig!

Efter den tabte kamp vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg skulle i hvert fald bare hurtigt væk fra alle blikkene på anlægget. Jeg gik ud på parkeringspladsen. Der stod far og ventede. Han gik mig i møde og trykkede mig ind til sig. Kom igen, skat, sagde han. Jeg var vred på ham. Vi satte os ind i bilen og kørte hjem i tordnende stilhed.

 

Er du også sportsforælder?

 

Meld dig ind på ‘Sidelinjen – støt dit barns talent’. Det er HELT gratis!


Du er kun ét klik fra at at få adgang til mange flere råd til hvordan du støtter dit barn bedst i sporten

Giv mig adgang nu

 

andre har også læst


Mental træning: Hvad går det ud på?

Mental træning bliver ofte forbundet med diverse visualiserings- og åndedrætsøvelser, eller snakke om dine målsætninger og hvordan du kan blive bedre – men mental træning er meget mere end

Se mere

Andre sportsforældre kan lære noget af rideforældre – 4 spørgsmål dit barn skal kende svaret på

Sportsforældre i rideverdenen kan nemlig noget helt særligt ….   Ja, jeg tror faktisk at rigtig mange sportsforældre kan lære noget af lige netop forældre i rideverdenen. Og

Se mere

Svømmeforældre: se her → konsekvenser ved energimangel

Får mit barn energi nok? Hvis du er svømmemor eller svømmefar, så har du et barn der fra en meget tidlig alder træner rigtig meget. På den måde er svømmeatleter tidligere mere udsatte end

Se mere