Min far som sportsforælder #1: “Jeg ville så gerne gøre far glad”

Janne Reffstrup Mortensen

Janne Reffstrup Mortensen

Sportspsykologisk konsulent hos Mental Motion
Janne startede Mental Motion i 2010. Siden 2012 har hun været en del af Team Danmark’s eksterne sportspsykologiske netværk, og arbejdet med flere landshold og topatleter. Janne har desuden startet den store online vidensportal for sportsforældre 'Sidelinjen', og også udviklet Mental Motion Online.
Janne Reffstrup Mortensen

Jeg er søn af en meget engageret sportsforælder

Det gjorde ondt på ham, når jeg tabte, fordi det gjorde ondt på mig..

 

Af Philip Ørnø, Tidligere Professionel Tennispiller og nuværende elitetræner.

Som lille fandt jeg ud af, at min far var opfinder. Han kunne opfinde hvad som helst og gøre det til vores eget. Han opfandt lørdagsslik, som havde et kodenavn, der dannedes med to kliklyde og to prutlyde med munden, så mor ikke vidste, hvor vi skulle hen, når vi kørte på DK tanken, der havde det største bland-selv-slik-udvalg. Min far opfandt fodboldkamp i haven med mine fætre, kusiner og søster. Han spillede altid selv med og var god til at drible. Han fintede engang min kusine, så hun faldt på røven. Så rullede vi rundt på græsset af grin.

Far røg pibe. Jeg elskede den sødlige duft, røgen afgav. Om aftenen sad han i gyngestolen med det ene ben over kors, imens vi så fjernsyn. Så opfandt han forskellige måder at bære os i seng på, når tiden var inde til det. Min søster og jeg ville aldrig, men når han sagde: ”skal du elefantes i seng?”, lød det alligevel for spændende til at vi kunne sige nej. Så elefantede han os ind i seng og fortalte godnathistorier. Nogle gange læste han op fra en bog, men de bedste historier var dem, han fortalte ”med munden” – altså historier han fandt på. Han fortalte om mørkemanden, der boede i vores kælder, som skyede andre mennesker men måtte lære at være sammen med andre.

Jeg begyndte at gå til fodbold, keyboard, kirkekor og tennis. Når der var fodboldkamp, var min far meget opsat på, at vi skulle banke Hørsholm. Det var de andre forældre også. Hørsholm var vores ærkerivaler. Vores helsingoranske forældre var jo proletarer og hørsholmerne var overklassen, så der var krig. Vi skulle fandeme banke de mappedyr! Under kampen stod forældrene på hver deres sidelinje og råbte af hinanden, mens vi børn løb rundt på plænen og kæmpede.

 

Far var stolt af mig

Min mor, søster, far og jeg startede alle sammen til tennis i Snekkersten Tennisklub. Der var et stykke vej fra vores hjem på Ørebakken i Helsingør til Snekkersten på cykel, og værst af alt var, at de sidste 200 meter til klubben gik opad en lang og stejl bakke. Jeg hadede den bakke, men min far opfandt bakkeræs og så blev det sjovt at ligge på baghjul af min fars racercykel med gedebukkestyr og prøve at overhale ham opad bakken. Det lykkedes mig aldrig.

Jeg blev hurtigt ret god til tennis. Jeg spillede med en tung sølvfarvet Prince-ketcher, som var alt for stor til en 8-årig dreng, og løb rundt på det røde grus efter bolden, som en hund, der aldrig bliver træt af legen. Jeg blev så god, at jeg som 10-årig kunne banke dem på 13 og 14 år. Så sagde træneren i Snekkersten, at jeg skulle melde mig ind i Helsingør Tennisklub, hvor jeg kunne blive tilbudt bedre træning og sparring med andre dygtige juniorer. Det gjorde jeg så. Far var stolt af mig og gjorde alt hvad han kunne, for at jeg kunne blive medlem i Helsingør Tennisklub.

I Helsingør var Jonas cheftræner. Da jeg startede i klubben, trænede jeg dog med de andre børn i fællestræningen på bane 3 og kunne derfra se Jonas stå med de bedste juniorer på bane 1. Jeg ville op på bane 1, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at vinde og imponere Jonas. Det lykkedes mig. Når man trænede med Jonas, skulle man også spille turneringer og jeg begyndte at spille kategori 3 og 2 turneringer rundt omkring i landet. Far kørte mig altid. Så hev vi krakskortet frem og prøvede at finde ud af, hvor Hjortekær Tennisklub og Ølstykke Tennisklub lå. Vi kørte tit forkert, men så opfandt far bare en ny vej, vi kunne køre og så fandt vi det altid til sidst.

 

Når jeg missede, rystede far på hovedet …

Far var meget nervøs, når jeg spillede kamp. Han pacede frem og tilbage udenfor banen og røg pibe. Når jeg missede, rystede han på hovedet eller kastede med armene. Jeg ville så gerne vinde, så han kunne blive glad. Nogle gange tabte jeg og var meget ked af det. Specielt fordi far var skuffet. Det gjorde ondt på ham, når jeg tabte, fordi det gjorde ondt på mig, og på den måde, var det en ond spiral, vi var fanget i. På vej hjem i bilen opfandt han ”det mentale”. Det, der sker imellem pointene. Det, når man bliver nervøs, når man ikke tør, når man giver op – hvorfor sker det, hvad er det, der sker, når du pludselig misser din forhånd i nettet. Hvorfor taber du pludselig sutten midt i kampens hede? Hvorfor bliver du så vred, råber ad dig selv, skælder ud?? Det må vi altså finde ud af. Det problem skal VI altså have løst!

 

Jeg ville ikke skuffe min far

Far opfandt et problem som svar på de kampe, jeg tabte: min forhånd. Jeg havde et ekstremt western forhåndsgreb, som betød at jeg slog til bolden med den modsatte side af ketsjeren af hvad alle andre spillere gør. Det var en meget krævende måde at slå til bolden på, og grebet forhindrede mig i at sætte fart i bolden. Jeg kunne slå meget spin men ikke få meget fart. Min forhånd var et problem. Jeg tabte mine kampe pga. min forhånd. Mine modstandere udnyttede jo, at jeg ikke kunne slå en ordentlig forhånd.

Jeg ville ikke skuffe min far, men jeg havde svært ved at vinde kampe med et så stort handikap. Jeg var pludselig blevet opmærksom på, at jeg havde en forkrøblet forhånd, og hver gang, jeg skulle slå til bolden, var jeg opmærksom på, at det var mit dårligste slag. Derudover var jeg bange for at skuffe min far, når jeg spillede kamp. Jeg blev dobbelt op ked af det, når jeg tabte, fordi jeg tog min egen og min fars skuffelse på mig. Den skuffelse vævede vi så rundt i, i bilen på vej hjem. Han snakkede om min forhånd som et kæmpe problem, hvad jeg skulle have gjort, hvordan de bedste gjorde og hvorfor jeg ikke gjorde sådan og sådan. Du kunne jo være den bedste. Du kan banke dem alle, hvis du bare kunne finde nøglen. Jeg sad med en klump i halsen og stirrede udad vinduet, mens jeg følte mig som alt andet end den bedste….

 

Meld dig ind på ‘Sidelinjen – støt dit barns talent’. Det er HELT gratis!


Du er kun ét klik fra at at få adgang til mange flere råd til hvordan du støtter dit barn bedst i sporten

Giv mig adgang nu

 

andre har også læst


Det skal du være opmærksom på som `forældrecoach` – Ifølge forskning

  Mange børn oplever at deres forældre er frivillige i foreningsidrætten i de unge år, som træner, hjælpetræner, holdleder osv. – eller om ikke andet så som ’lommecoach’ fra

Se mere

Sådan ved du om en sponsor er løsningen for dig og dit barn

Hvad skal jeg vide om at søge sponsor? For mange atleter kan økonomi blive en afgørende faktor for, om det fulde potentiale kan opnås. Derfor kan en sponsoraftale være særdeles attraktiv. Men

Se mere

Sådan her oplevede 3 atleter deres skadesforløb

  Du skal møde 3 atleter, der alle har tacklet deres skade helt forskelligt. Fælles for alle 3 er dog, at de har arbejdet sig mentalt igennem deres skadesforløb.   Vidste du, at

Se mere