Klubskifte #3: Jeg spillede aldrig med ro i sindet

Janne Reffstrup Mortensen

Janne Reffstrup Mortensen

Sportspsykologisk konsulent hos Mental Motion
Janne startede Mental Motion tilbage i 2010. Siden 2012 har Janne yderligere været en del af Team Danmark’s eksterne sportspsykologiske netværk, og er derfor tilknyttet flere landshold og topatleter. Janne har desuden startet Danmarks første online mødested for sportsforældre 'Sidelinjen'.
Janne Reffstrup Mortensen

I virkeligheden var jeg begyndt at blive ret hooked på ideen om at vinde mesterskabet…

 

af Philip Ørnø, Tidligere Professionel tennisspiller og nuværende elitetræner

Læs første del af Philips historie om klubskifte til USA – HER og anden del HER.

 

Første gang vi vandt mesterskabet, græd Brian. Han tog sin slidte Vikings kasket af, kylede den i jorden, tørrede sine øjne i ærmerne og omfavnede Brad. Brad græd også. Så stod de der med glædestårer mellem stålgitterhegn og betongrå skolebygninger – Brad et stort hoved højere end Brian – indtil Brad skulle interviewes af Horizon League Network, en lille tv-station med en endnu mindre interviewer. Det var Brads fjerde og dermed sidste år på skolen, og jeg overhørte ham sige, at dette var det største øjeblik i hans liv.

Mesterskabet hed Horizon League Conference Championships. Det var en liga bestående af 6 hold, altså 6 skoler, som dystede i et grundspil og til sidst i slutspillet, hvor vinderen skulle kåres. Mit snobberi havde afholdt mig fra at gå op i mesterskabet for alvor, men jeg ville da gerne vinde, når vi nu var nået til slutspillet. Det var sådan, jeg udlagde det for mig selv. I virkeligheden var jeg begyndt at blive ret hooked på ideen om at vinde mesterskabet. Specielt fordi Brian hele året havde snakket om, at det var tid til at vinde. Han og Brad havde lange snakke på Brians kontor om, hvordan de kunne få holdet klar til forårssæsonen, hvor slaget skulle stå, og Brad var altid fyr og flamme til træning. Han pacede os andre og roste os til skyerne. Og det smittede af. Det virkede.

 

Sammenholdet var bedre end nogensinde

Ved holdkampe, råbte vi og opmuntrede hinanden tværs over banerne. ”Let’s go Phil!”, kunne jeg høre Steve råbe 200 meter væk. Jeg var ikke så god til det der råberi. Jeg var oftest fanget i min egen boble af stræben efter det perfekte. Eller det simple. Eller det rigtige spil. Eller den gode fornemmelse. Eller noget andet. Der var altid et eller andet, jeg søgte efter. Jeg spillede aldrig godt nok og jeg spillede aldrig med ro i sindet. Ind i mellem råbte og skreg jeg, men det var af mig selv, når min utilstrækkelighed blev for meget for mig.

Der var dog én kamp, hvor boblen sprak og jeg kunne mærke intensiteten fra de andre på holdet, og hvor de kunne høre mig opildne og råbe af dem. Det var en opvarmningskamp til mesterskabet, hvor vi spillede mod Xavier, en skole vi var fuldstændigt på niveau med.

 

Jeg skrev en email hjem efter kampen om stemningen:

Lørdag havde vi hjemmekamp, altså tennisholdet. Vi spillede mod Xavier, som vi slog 4-3 sidste år i et brag af en kamp, som var så spændende og nervepirrende, at coach Etzkin fældede en tåre da sejren blev en realitet. I år fik vi så mulighed for at spille hjemme mod dem. Og denne gang blev bestemt heller ikke en walk-over. Sidste år vandt vi doublepointet, hvilket gives efter bedst af tre doubler. Ryan og jeg vandt som de eneste førstedoublen i år, så vi var bagud 1-0 efter dette. Man skulle måske ikke tro det, men doublepointet er vigtigt, fordi man føler sig ovenpå, hvis man får det. Og det gjorde Xavier vist også, for de startede godt mod os på alle baner. Mit spil er ikke i nærheden af at være på mit bedste niveau for tiden, hvilket betød, at jeg var nødt til at spille et tæt første sæt, som jeg vandt i en tie-break. Andet sæt gik lidt nemmere, da jeg begyndte at spille bedre og ikke lave så mange uprovokerede fejl. Det endte 6-3. 

  Tilskuernes fremmøde var det bedste jeg har set i lang tid. Der var helt fyldt på balkonen ovenover banerne i River Oaks Raquet Club. Både forældre og vores venner mødte op og råbte og skreg, så man kunne ikke undgå at få et ekstra skud adrenalin. Ikke desto mindre skulle kampen afgøres på Brad’s bane, som spiller sjette single for tiden, fordi han er skadet. Hans ryg er en by i Rusland og eftersom han ikke kom på før der var en bane ledig, var han helt kold og stiv i kroppen, hvilket betød at han tabte første sæt 6-0 og måtte kæmpe hårdt for at vinde kampen i tre sæt og dermed sikre os en 4-3 sejr. Det holdt hårdt, men det var fedt at spille hjemme igen. Det er rart når fremmødet er så fantastisk. 

 

Adrenalinkicket inden kamp

Det, jeg husker allerbedst fra vores mange holdkampe på Cleveland State University, er adrenalinkicket inden kamp. Vi mødte altid op en time før for at slå ind og det foregik som regel rimeligt afslappet, men det sidste kvarter gik altid utroligt langsomt. Ofte sad jeg på bænken med Ryan, som snakkede i øst og vest. Der er et gammelt billede af mig og ham før en kamp, som vækker minder. Jeg stirrer frem for mig og Ryan sidder og snakker med sin gigantiske mund. Jeg husker, at sveden dryppede fra min hage og at jeg pludseligt ikke længere kunne høre, hvad Ryan sagde. Jeg kunne ud af øjenkrogen skimte hans armfagter, men jeg hørte ikke efter. Så kom det kolde sus strømmende i maven og rationelle tanker blev stille. Kun støjen af uendelige tanker og en knuge i brystet blev tilbage; Hvad nu hvis jeg taber, jeg skulle aldrig have spist den pizza, elendig forberedelse, det bliver ikke godt i dag, jeg ryger og drikker for meget til at præstere ordentligt, min forhånd krakelerer sikkert, hvad hvis jeg vrider om og må halte igennem resten af kampen, jeg skal vinde den her kamp, jeg kan jo kun gøre mit bedste, du ved bare ikke hvad dit bedste er, op til serven i dag, og opfør dig ordentligt, ikke noget med at råbe og kaste med ketsjeren, BEVAR ROEN!

Pludseligt var det som at køre igennem en lang tunnel og komme ud på den anden side. Lyset folder sig ud. Støjen dør langsomt hen, længere og længere bort, indtil der til sidst er helt stille overalt…

Når det skete, når der var ro, spillede jeg allerbedst.

 

 

 

 

Mental Motion - elitetatleter

E-bogen ‘Drømmen om guldet‘ giver dig indblik i 7 eliteatleters liv. De deler deres erfaringer med op og nedture (inklusiv hvad et klubskifte kan betyde) – måske du kan lære noget? Læs mere om bogen HER

 

Kom ind til en gratis og uforpligtende samtale med en mentaltræner hos Mental Motion

Vi tilbyder alle atleter en gratis og uforpligtende samtale. Her taler vi om hvordan et evt. forløb kunne se ud for dig. Vi taler om hvordan du mentaltræner hos os og du kan stille alle de spørgsmål du må have. På den måde kan vi sikre, at du får et godt indblik i, hvordan vi arbejder med mentaltræning, og hvad du kan forvente, hvis du vælger at starte et samarbejde med os.

Du kan booke en gratis samtale her

 

andre har også læst


Mentaltræning håndbold: Tag dine negative følelser alvorligt – før du ender med helt at miste lysten

Mentaltræning håndbold: Så vigtigt er det at få styr på dine negative følelser   For nyligt har et stort studie foretaget på håndboldspillere vist at de negative følelser som

Se mere

Klubskifte #2: Jeg blev en snob

Mit klubskifte til USA gjorde mig til en snob af Philip Ørnø, Tidligere Professionel Tennisspiller og nuværende elitetræner   Om aftenen, når vi var færdige med dagens træning, sad

Se mere

Sportspsykologisk anbefaling: sådan bevarer du kontrol når alt går imod dig

Lader du dig påvirke af ting som er ude af din kontrol? - Hvis du gør så er det helt normalt, og det sker hver dag. Også på højeste niveau! Olympisk mester blev rystet af tilskuerråb og

Se mere