Klubskifte #1: Fra lille Danmark til store USA

Janne Reffstrup Mortensen

Janne Reffstrup Mortensen

Sportspsykologisk konsulent hos Mental Motion
Janne startede Mental Motion tilbage i 2010. Siden 2012 har Janne yderligere været en del af Team Danmark’s eksterne sportspsykologiske netværk, og er derfor tilknyttet flere landshold og topatleter. Janne har desuden startet Danmarks første online mødested for sportsforældre 'Sidelinjen'.
Janne Reffstrup Mortensen

Tænk at mit første klubskifte skulle være til den anden side af atlanten …

af Philip Ørnø, Tidligere Professionel tennisspiller og nuværende elitetræner

 

Står du også overfor et klubskifte? Måske nu – måske om et par år? Her har du første del af historien om mit (meget voldsomme) klubskifte

 

Det første jeg husker fra min tid på Cleveland State University, er at jeg blev hentet i lufthavnen af en relativt ung mand i jeans og en mørkegrøn hættetrøje med en viking på. Brian, hed han, og han skulle være min træner de næste fire år. Den tanke, at jeg skulle være der i USA i fire år, var svær at slippe. Panikken begyndte at krybe ind mens jeg gloede ud af bilvinduet på motorvejen.

 

Jeg var på vej mod de fire bedste år af mit liv og jeg anede det ikke!

Jeg husker at vi kørte over broen til Cleveland, Ohio. Udsigten udover byen var vild. Der var skyskrabere, et kæmpe fodboldstadion, to kæmpestore arenaer, en af dem tilhørte Lebron James og Cleveland Cavaliers. Der var fabriksrøg over lange skorstene, som lagde sig sidelæns på himlen og slummet var gemt diskret i baggrunden. Brian sagde at udsigten var klart bedre om aftenen, når alle lysene var tændt. Jeg synes skyskraberne var voldsomt intimiderende, selv her på eftermiddagen.

Vejene i USA er generelt konstrueret af beton (tror jeg nok) og sammensat i nogle store blokke med nogle meget tydelige mellemrum i overgangen fra en blok til en anden. Så det minder lidt om at køre på en gammel togbane, hvor man mærker et ”gung-gung” hvert tredje sekund. Det er en ret ubehagelig følelse at få et lille stød i røven hvert andet øjeblik. På den anden side… Jeg havde brug for at tænke på andet end panik.

 

 

Det hele var meget anderledes!

Jeg husker at jeg skulle underskrive en helvedes masse papirer, da vi ankom til universitetet, men jeg husker ikke præcis hvordan det gik til. Jeg husker bare, at jeg vadede rundt fra bygning til bygning blandt tykke mennesker og ikke kunne se hvor skolens område endte og hvor selve byen begyndte. Det hele smeltede ligesom sammen. Sådan er det ikke på de fleste andre amerikanske universiteter. Der er man ikke i tvivl om, hvornår man træder ind på skolens grund, for det ligger som regel afsides fra byen. Her lå byens små forretninger lige opad skolens souvenirbutikker. De hjemløse sov på gaden udenfor vores kollegium.

Amerikanere har altid et eller andet ekstremt over deres udseende. Jeg forstår det ikke. For blot nogle generationer siden var de europæere, afrikanere, sydamerikanere og asiater osv. Men nu er det som om, de har udviklet deres helt eget udseende og race, uanset hvor de oprindeligt måtte være fra. En amerikaner med skandinaviske rødder ligner ikke en dansker, svensker eller nordmand i mine øjne. Ansigtet er blevet forvredet, munden er blevet større, så den evolutionært er udviklet i takt med indtagelsen af de voldsomme mængder mad, man altid får serveret på en hvilken som helst restaurant eller cafe i landet.

Amerikanere har oftest ”casual” tøj på, som virkelig er casual. Et par khakishorts og en for stor poloshirt er standard. Tøj til mænd er generelt lidt større end højst nødvendigt. Men amerikanere er som regel også min. 5-10 kg. for tunge, så på en eller anden måde passer tøjet. Jeg følte mig som Reznik fra The Machinist, når jeg gik på shopping i de amerikanske malls. Jeg har dog også altid været væsentligt tyndere end gennemsnittet.

Midaldrende amerikanske mænd har ofte ”booming voices”, hvilket betyder at de kan (ubevidst tænker jeg) aktivere hele deres mellemgulv, når de snakker, hvilket kan forskrække første gang, man stiller sig lidt for tæt på for at få et knusende håndtryk.

Collegepiger har sweatpants og en hættetrøje med skolens logo på. Ellers har de for store hotpants og en top på. Det er standard… og vanvittigt usexet. Ikke for en 19-årig sportsmand med masser af viril energi, men for en 28-årig mand (dog stadig med en vis mængde sex-drive tilbage), der ser tilbage.

Jeg fik underskrevet en masse papirer og skulle nu mødes med alle førsteårs ”student-athletes” i Wolstein Center, som var skolens basketball-arena. Det var et kæmpe sted og det var halvt lukket af, da jeg først så det. Vi blev kastet igennem en eller anden ceremoni, hvor mænd med ”booming voices” brummede i mikrofoner og tykke damer med sved på panden serverede cupcakes og hotdogs og pretzels. Der er altid cupcakes til enhver begivenhed hvor folk samles. Det er standard. Så kan begivenheden være nok så sportslig.

 

 

Min nye bedste (og eneste) ven

Efter introduktionsmødet introducerede Brian mig til min roommate. Ryan, hed han. Han havde et absurd stort hoved med en mund, der var så stor at jeg kunne se alt, hvad der foregik inde i den imens han sagde hej og trykkede min hånd, som forsvandt i hans gigantiske lap.

Ryan snakkede som et vandfald. Han fortalte for det meste historier om tennis. Han vidste alt om alle spillere og kunne huske alle deres individuelle resultater igennem de sidste par år. Det var ufatteligt. Jeg kunne ikke huske hvem jeg havde tabt til ugen før. Ryan ryddede aldrig op og kunne vist heller ikke finde ud af at vaske tøj. Det lå i hvert fald i bunker som myretuer rundt omkring på vores 10 kvadratmeters værelse. Ind i mellem sprøjtede han Febreze duftfrisker udover det, så det lugtede af sved og søde kemikalier. Vi var to så forskellige mennesker at vores venskab kun kunne lykkes. Og det gjorde det i den grad.

 

E-bogen ‘Drømmen om guldet‘ giver dig indblik i 7 eliteatleters liv. De deler deres erfaringer med op og nedture (inklusiv hvad et klubskifte kan betyde) – måske du kan lære noget? Læs mere om bogen HER

Kom ind til en gratis og uforpligtende samtale med en mentaltræner hos Mental Motion

Vi tilbyder alle atleter en gratis og uforpligtende samtale. Her taler vi om hvordan et evt. forløb kunne se ud for dig. Vi taler om hvordan du mentaltræner hos os og du kan stille alle de spørgsmål du må have. På den måde kan vi sikre, at du får et godt indblik i, hvordan vi arbejder med mentaltræning, og hvad du kan forvente, hvis du vælger at starte et samarbejde med os.

Du kan booke en gratis samtale her

 

andre har også læst


Mental træning: Hvad går det ud på?

Mental træning bliver ofte forbundet med diverse visualiserings- og åndedrætsøvelser, eller snakke om dine målsætninger og hvordan du kan blive bedre – men mental træning er meget mere end

Se mere

Motivation sport: Hvad er motivation i sport?

”Er du ikke topmotiveret i din sport, så burde du måske lave noget andet?” Sådan har jeg ofte hørt både trænere og forældre sige til deres atleter/børn. Heldigvis oplever jeg også, at

Se mere

SMARTE-MÅL – Sådan sikrer du dig en god målsætning

  Alle atleter har drømme, oftest store drømme. Det er ingen skam at tænke stort og være bevidst om det man gerne vil opnå.   Mange lad det dog blive ved håbet, håbet om at

Se mere