Ekstremløb #1 – en fysisk og mental præstation.

Sidsel Iversen

Sidsel Iversen

Sportspsykologisk konsulent hos Mental Motion
Sidsel er specialiseret i sportspsykologi med fokus på skiftet fra en sports- og hverdagskultur til en anden. Hun er tilknyttet både klubber, eliteklasser og arbejder med individuelle forløb fuldtid i Mental Motion.
Sidsel Iversen

Jacques er bidt af en gal løber. Ikke at han selv er gal, og ikke at der er noget i vejen med det han gør, men fordi han slet og ret gør noget, som de fleste af os på ingen måde drømmer om at gøre. Eller er i stand til at gøre. Jacques er ekstremløber.

 

Drømmer du om at kaste dig ud i ekstremløb – eller er du mere nysgerrig på, hvordan man kan lykkes i ekstremløb –  så læs med. For du får et ret unikt og ærligt indblik i, hvad det vil sige at løbe 340 km i de italienske bjerge med sig selv som eneste rigtige selskab.

 

Yes, du læste rigtigt. 340 km. I bjerge. Det vil sige op og ned. Og i dette tilfælde betyder det ca. 24 højdekilometer også.

 

Himmelbjerget tæller 147 meter.

 

METER, ikke KILOMETER…

 

Det er en langvarig og udtrættende præstation, hvor der er rig mulighed for at arbejde med sig selv undervejs, for udfordringer er der rigeligt af.

 

I en serie á tre dele får du indblik i, hvilken udfordring og oplevelse, Jacques kastede sig ud i.

 

”Kan jeg mon gennemføre sådan et løb selv?”

Det første der slår mig er, hvorfor nogle bliver grebet af tanken om at kaste sig ud i et ekstremløb. Der er så meget i mig, der stritter imod. Enkelte tanker pirrer også min nysgerrighed, men for mig er det rigeligt, at lade andre gøre arbejdet, og i stedet lytte interesseret til deres oplevelser.

 

Jeg har spurgt Jacques, hvordan han kom på ideen, og hvordan det blev ført ud i livet:

 

Tilbage i 2016 talte jeg med min ven om at deltage i løbet sammen, men som tiden skred frem viste det sig, at han desværre ikke kunne. Min første tanke var: ”Nå, så må vi vente til et andet år hvor vi begge to kan.”

 


Den efterfølgende tid spurgte jeg ofte mig selv hvordan det kunne være, at jeg kun kunne deltage, hvis det var sammen med min ven. Hvad afholder mig dog fra at gøre det alene? Det var faktisk dén tanke der fik mig til at tilmelde mig. For at vise mig selv, at jeg faktisk godt kan selv.

 

Og Jacques viste også både sig selv og alle andre, at han godt kunne selv. Løbet, som hedder Tour des Geants, har en tidsbegrænsning på 150 timer. Det vil altså sige, at de 340 kilometer skulle tilbagelægges inden for denne tidsramme.

 

Jacques gennemførte på 115 timer.

 

Det svarer til 4 døgn og 19 timer.

 

Undervejs sov Jacques ca. ti timer. De resterende 105 timer var han afsted på ruten, og kun ganske få, korte stræk var det sammen med andre løbere.

 

”Smerten kan jeg forberede mig på…”

Jacques er ikke uerfaren ud i ekstremløb, han har løbet op til flere af slagsen.

 

Når jeg med glæde betaler 700 € for knap fem dages luksus-selvpineri fra top til tå, ved jeg på forhånd hvad jeg går ind til.

Og idet jeg ved, hvad jeg går ind til, bliver det, for mig, også nemt at tolerere den fysiske smerte der følger med.

 

Jeg havde på forhånd sagt til mig selv at den fysiske smerte gerne måtte blive rigtig høj. Det er som om at det efterhånden under sådan et eventyr bliver lettere og lettere at acceptere ømme fødder og ben. Heldigvis har tæerne, fødderne, læggene og knæene ikke nogen hjerne der kan overtale mig om at stoppe. De kan kun udsende nogle signaler der fortæller mig, at de er trætte og ødelagte, men de kan ikke overbevise mig om at stoppe med at bevæge mig fremad – den diskussion foregår i hovedet.

 

Smerten er på sin vis en af de få ting som man kan forberede sig bedst på hjemmefra idet smerte oftest føles på den samme måde uanset aktivitet og intensitet. Ømme fødder er og bliver ømme fødder. Hvorimod dårlige tanker kan komme til udtryk på tusinde forskellige måder.

 

 

”Jeg er kommet hjem med en stærkere vilje”

Jeg taler ofte med atleter om, at det er i modgang og under pres, der er et stort potentiale for udvikling og læring – i hvert fald, hvis man vælger at forholde sig til den situation, man er i.

 

Under en præstation som Jacques’, er det nærmest uundgåeligt ikke at forholde sig til sig selv på en eller anden måde, fordi der er så meget tid at gøre brug af. Derfor har jeg spurgt Jacques, hvad han selv mener, han har lært som atlet og som menneske:

 

Jeg synes, at det er rigtig svært at konkretisere hvad jeg har lært om mig selv som atlet.

Jeg har altid været god til at tro på mig selv i situationer, hvor man ellers som atlet har let ved at miste troen på sig selv, og løbet i Italien tester virkelig troen på sig selv.

Jeg vil derfor mene, at jeg er kommet hjem med en endnu stærkere vilje og mental værktøjskasse end da jeg satte mig i flyveren i Kastrup og fløj sydpå.

 

Er du interesseret i at læse mere om mental udvikling, så læs indlægget her, som netop handler om, hvordan du kan træne DIN mentale udvikling.

 

115 timers ensomhed var en udfordring

På det menneskelige aspekt har mine 115 timer i næsten total ensomhed også været en stor udfordring.

Bevares, tiden gik fremad, men lige så hurtigt tiden kunne gå, lige så stille kunne den også stå.

Tidsaspektet føltes til tider som en befrielse eller en fængsling. Når det hele var rigtig træls og alt kæmpede imod mig og mit mål, føltes minutterne som timer. Og på den anden side, når solen brød frem over de sneklædte bjergtinder og varmede mine kolde og røde kinder, så var tiden min ven og jeg ønskede at kunne fastfryse øjeblikket og nyde det i evigheder.

 

Tro på sig selv og accept af, at tingene er som de er, er nogle af de ting, jeg oplever, rigtig mange atleter gerne vil arbejde med og blive dygtigere til.

I Jacques’ tilfælde var evnen til at forholde sig til disse elementer afgørende.

 

Når tiden går i stå

Tid er som bekendt ikke en faktor, vi kan ændre på. Den går lige hurtigt uanset, hvad vi laver og hvor hurtigt eller langsomt vi ønsker, den skal gå.

 

Men at vide med sig selv, at det er muligt at være i ”den evighed og ensomhed”, som det kan føles om, når tiden er gået i stå, er utrolig vigtig viden om sig selv.

Og tilmed at kunne det uden at miste troen på sig selv er unik læring, som i virkeligheden kan bruges i mange af livets aspekter.

 

Er du grebet af Jacques’ fortælling, så følg med her på bloggen, for del to handler om den forberedelse, der har gjort det muligt for Jacques at gennemføre løbet, og del tre handler om de mentale og fysiske udfordringer, han oplevede undervejs.


BOOK EN GRATIS

SAMTALE


Lad os tage en snak om hvad Mental Motion er - og hvordan et evt. forløb kunne se ud for dig

andre har også læst


Mentaltræning golf: Sådan udnytter du tiden omkring golfslagene fuldt ud og optimerer dit game markant

  Mentaltræning golf: derfor skal du kende dine rutiner imellem dine slag   Mange golfspillere, golftrænere og forskere i golfpræstation har længe været enige om at

Se mere

Kom videre efter fejl!

Præstationer uden fejl...? Nej, vel...     Laver du fejl når du præsterer? Ja. Laver alle fejl, når de præsterer? Ja.   Hvorfor? Fordi fejl er

Se mere

SELVTILLID TEST – Hvordan står det til med din selvtillid?

  Selve ordet selvtillid betyder, om man har tillid til sig selv, tillid til sine egne evner.    Selvtillid er relateret til følelsen af at kunne, hvad man vil – og hvad beskriver

Se mere